Nyt fra Mexico
Så er det efterhånden blevet tid til et nyt blogindlæg. Vi må alle sammen indrømme, at vi er blevet ramt af den ultimative mexicaner – mentalitet, nemlig den totale ineffektivitet og mañana - indstilling, og derfor først nu får nosset os sammen til lidt info om livet i en lille mexicansk landsby. Hvad vi ikke når i dag, når vi MÅSKE i morgen.
Nå, anyway…. Her i Zipolite går livet sin stille gang, og vi har nu været her i godt og vel 3 måneder (tiden flyver af sted). Det betyder også, at hverdagen er begyndt at melde sig og det derfor ikke længere er den samme ekstatiske begejstring, der rammer os, når vi kaster blikket på havet eller palmerne i vores baghave. Som alt andet i denne verden, så bliver det hverdag, og det er også sådan, at det skal være. Samtidigt, er vi nu efterhånden på håndslag med halvdelen af Zipolite (sådan føles det i hvert fald) og folk her i landsbyen ved som regel, hvornår man har slået en prut eller lige har været et smut i Pochutla for at handle ind. Forrige weekend var Pia og Thomas på en lille weekendtur til Huatulco, - et sandt lille ferieparadis, som ligger et par timer herfra, og i denne weekend var det så Carina og Tues tur. Vi bor stadig i vores lille bofællesskab med fælles madkasse og rengøringsplan, så sommetider er der behov for at gøre lidt hver for sig, selvom socialeksperimentet dog går over al forventning. Huatulco er et sandt ferieeksperiment, som staten har pumpet rigtigt rigtigt mange penge i, og det vi blev mødt af var: parker, flotte huse, et storcenter med BIOGRAF, ingen løse hunde på gaderne, accept af visacard, banker over det hele, store boulevarder og meget mere. Det satte virkeligt tingene i perspektiv og bekræftede os i, at vi bor i en lille landsby, hvor der er en enorm fattigdom og hvor mange folk kæmper en daglig kamp for at overleve med nogenlunde værdighed og fremtid for deres børn. I Huatulco er der helt sikkert også en bagside af medaljen, men generelt må vi sige, at vi oplevede en helt anden levestandard og folk dér har generelt bedre midler til at klare sig i hverdagen.
På arbejdet kører hverdagen også af sted og faktisk er Tue og Thomas nu efterhånden ved at være så habile til det spanske, at de kan tale om i andet end vejret og alle de andre udtømte smalltalk – emner. Mht. det tidligere så omtalte musikprojekt, så er der nu blevet produceret et stort antal instrumenter af de to kreative gør-det-selv mænd, Tue og Thomas, og der er blevet spillet på livet løs i Cuidades Especiales (hus med beboere med stærkt nedsatte funktionsevner). I morgen skal der præsenteres en plan på det store fællesmøde for noget sammenspil, hvor alle er velkomne. Det bliver i form af noget stomp og trommecirkel kombineret (virkeligt flippet) og det virker generelt som om, at folk er begejstrede og klar på noget spass!!
Ellers må vi huske at berette, at Lasse fra studiet, som også er i praktik her i Mexico og hans kæreste Signe, var på besøg her for et par uger siden. Vi hyggede helt igennem med snorkelturer, det lokale diskotek – La Puesta, badning i de store bølger og afslapning i stor stil i vores hængekøjer på terrassen. Vi fik også udvekslet en masse historier og oplevelser fra Mexico, og det var i det hele taget skide hyggeligt!! De havde også en rigtig god veninde med, som de havde arbejdet sammen med og hun var fandme grineren! En rigtig sydstats tøs, som gav den gas fra morgen til aften. Desværre tog hun hjem (for good) til det store land mod nord allerede onsdag i ugen og der blev derfor grædt lidt tårer, eftersom Lasse og Signe virkeligt havde hængt meget ud med hende. Lasse og Signe tog tilbage til Tipuslan, hvor de arbejder, søndag aften og vi har aftalt, at vi må gøre en indsats for at komme op og besøge dem inden opholdet er forbi. I morgen finder vi faktisk ud af om vi kan tage ferie allerede i næste i uge i godt og vel to uger.
Til sidst vil vi lige sige tak for kommentarerne. Det er nu også blevet muligt at smide kommentarer ind som anonym, så man ikke behøver ikke en google – konto, så bare kom i gang folks.
Vi ses på bloggen!
P.s: husk og tjek alle de nye billeder, som vi har lagt ind nedenunder....
mandag den 21. april 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar